fbpx
Coaching

Hold hovedet højt – også når krisen rammer

Det er umuligt at være upåvirket når et helt samfund rammes af frygt, panik og restriktioner. Tusindvis af mennesker er ramt af coronavirus, endnu flere har spærret sig inde efter påbud fra regeringen. Erhvervslivet er gået i stå, og uvisheden om fremtiden har aldrig været større. I sportens verden er alt sat på pause og selv de absolut største sportsbegivenheder er enten aflyst eller flyttet til nye datoer.

Som sportsudøver er kriser ikke nyt for dig. Hver gang du har haft en dårlig dag på banen, hvor du ikke har haft styr på teknikken eller du har lavet unødvendige fejl, så har det været en krise – for dig. Nu sidder vi alle midt i en fælles krise, men følelsen er i store træk den samme.

Så hvad nu? Det er let at overgive sig til bekymringer og tanker om, hvordan alting kommer til at se ud, når vi kommer på den anden side af epidemien. Men de bange tanker påvirker dit sind og gør det sværere for dig at håndtere de udfordringer, du står over for. Både nu og efter krisen, hvor du måske for alvor har brug for at kunne performe.

Men du kan jo ikke gøre andet end at følge myndighedernes anvisninger. Bliv hjemme. Brug håndsprit. Hold afstand til andre mennesker. Der kan umuligt være andet, du kan gøre. Eller?

Hvis Statsministeren skulle komme med ét ekstra påbud, ville jeg anbefale hende at bede alle om at skrive om tre gode ting, der er sket i løbet af dagen, hver aften inden sengetid. Og, ikke mindst, hvorfor det er gode ting!

Det er bevist, at positiv tænkning – også i krisesituationer – holder humøret oppe og sikrer den mentale sundhed.

I den næste tid vil jeg komme med indspark og øvelser, som hjælper dig til at tænke positivt og træne både hjerne og sind.

Har du behov for en personlig samtale er der mulighed for at mødes virtuelt til en god snak. Det eneste, du kan blive smittet med, er godt humør!