Da WEC-sæsonen blev sparket i gang på Silverstone søndag eftermiddag, var det blandt andet med Ginetta’s LMP1-biler tilbage på gridden. Bag rattet sad Charlie Robertson, et produkt af Lawrence Tomlinsons (Ginetta’s ejer) vision om at løfte kørere hele vejen fra gokart til Le Mans.
Charlie Robertson, Ben Hanley og Egor Orudzhev sluttede løbet på fjerdepladsen, men det er slet ikke de fire timers intens racerløb, som er interessant her. Det er meget mere interessant, hvad Charlie Robertson brugte sin mandag på.
Mr. Robertson har siden han var 14 år gammel været en del af Ginetta-talentstigen, og han er den første som er gået hele vejen fra Ginetta Junior Cup til 24 timers-løbet på Le Mans. Jeg mødte ham første gang da han var en 15-årig knægt, som drømte om at nå til Le Mans. Mandag krydsedes vore veje igen, denne gang med et stort kryds ved drømmen.
Jeg var på Blyton Park, Ginettas egen testbane, som groft sagt bare er en asfalteret mark et langt stenkast fra Leeds, hvor Ginetta holder til. Her blev dagen brugt sammen med en af mine klienter, som skulle forberedes på en kommende udfordring – racerløb i en Ginetta G55 GT4.
Charlie Robertson var også på pletten på Blyton Park; han havde nemlig også en racerkører som skulle undervises.
I løbet af dagen var jeg også bag rattet af Ginettaen. Det gør jeg for at sætte en referenceomgang, som vi bruger som udgangspunkt for kørerudviklingen. Men på et tidspunkt foreslog en anden Charlie – Charlie Kemp, chef for HHC Motorsport-teamet – at vi da kunne lade Robertson køre et par omgange i bilen, sådan for at få en virkelig målestok på.
… her skal det nok bemærkes, at gutten her vandt Ginetta GT4 Supercup tilbage i 2014 i præcis sådan en bil, udover de hundredevis af timer han har brugt som instruktør og testkører i bilen …
Man skal aldrig være bange for at lære noget nyt, så vi inviterede Charlie Robertson til at køre nogle omgange, og straks så omgangstiderne og arbejdet med rat og pedaler helt anderledes ud. Han havde også konkret feedback om hvordan bilen køres bedst muligt, og han gav sig god tid til at svare på spørgsmål og hyggesnakke lidt med en sentimental dansk eks-racerkører, som nok huskede ham bedre end omvendt…
Dagen efter sæsonstarten i den ypperste klasse i det ypperste mesterskab i motorsportens verden gik han altså rundt på en asfalteret mark i det østlige England, hvor han ikke bare passede sin egen opgave, men også havde lyst og overskud til at hjælpe andre godt på vej.
Mange topatleter glemmer at kigge i bakspejlet, når de først rammer det fede sted i karrieren, når de røde tal på kontoen afløses af sorte, og det hele bare spiller. I min verden er det sportsfolk som Charlie, der er de sande professionelle.
Der skal være plads til at give noget tilbage til sporten. At vidensdele med andre og hjælpe med at skubbe deres udvikling op i omdrejninger. Det kostede måske Charlie en halv time af sin mandag formiddag, men han er tydeligt bevidst om – og ikke bange for – at give noget af sig selv tilbage til den sport, som har givet ham så meget. Det er noget, jeg håber at mange kommende racerstjerner vil gøre, for det er hvad der skal til, hvis sporten skal udvikle sig i en positiv retning.
Jeg står naturligvis ikke tilbage for Charlies gestus – så jeg har inviteret ham til en dags intensiv mental- og simulatortræning i Danmark, når hans kalender tillader det. Han er nok en dygtigere racerkører end jeg nogensinde har været, men jeg er overbevist at jeg kan hjælpe ham med at blive endnu bedre.
