Nicolaj Kandborg debuterede i år i FDM Sport-klassen efter en lang årrække som gokartkører. Skiftet var ikke kun krævende set fra et sportsligt synspunkt – økonomien i selv en budgetvenlig klasse som FDM Sport koster markant mere end hvad man kan skrabe sammen med et studiejob.
– Min største udfordring har altid været at mine forældre ikke er selvstændige og dermed har kunnet aktivere deres netværk til at hjælpe mig på vej, fortæller Nicolaj Kandborg, der som mange andre investerede i en dag med sponsorsøgning på dagsordenen ved det første SponsorCamp-arrangement.
Dagen, og den beskedne investering, viste sig at være alt andet end spildt. Forventningen om at få nye ideer og input til at finde potentielle sponsorer blev hurtigt opfyldt, og det var en opmuntret, topmotiveret og inspireret racerkører som tog hjem for at tage skeen i den anden hånd:
– Jeg gik derfra med mere selvtillid og gå-på-mod end jeg har haft tidligere, mest fordi jeg havde fået nogle virkeligt gode ideer med i rygsækken. Jeg synes at der var nogle virkeligt gode punkter med omkring at sælge sig selv og få det bedste ud af sit netværk.
Det vigtigste for deltagere på SponsorCamp er, som det er for de virksomhedsledere, de skal ud og skabe kontakt til, bundlinjen. Og for det lille Kandborg Racing-team, som bliver drevet fra køkkenbordet i en forstad til Aarhus, er resultatet for sæsonen vellykket.
– Jeg nåede faktisk mit mål, og endda lidt mere end det. Det har givet mig mulighed for at jeg nu har mulighed for at få testet nogle spændende muligheder af inden jeg lægger mig fast på målet for den kommende sæson.
Nicolaj Kandborg har også et godt råd til andre, der som han selv står overfor at skulle sikre budgettet til næste sæson på racerbanerne:
– Vær velforberedt og sæt dig godt ind i hvad det er, du prøver på at sælge. Hvad får sponsorerne egentlig ud af de penge, de investerer i dag?
– Og så skal vi unge kørere altså give slip på vores fædre og selv – alene – tage ud og møde virksomhederne. Det gav en overraskende forskel for mig.
Det næste SponsorCamp-arrangement afholdes den 5. november på Tronsøskolen i Grindsted. Du kan læse mere om arrangementet og bestille en plads lige her.