fbpx

Vinderen er ikke altid den, der kommer først

Vi har altid lært at som racerkører gælder det om at komme først over målstregen, vinde den største pokal og stå øverst på skamlen. Det var også hvad jeg selv forsøgte, da jeg kæmpede mig vej fra gokart over formelbiler til de sidste år af min aktive karriere, hvor jeg blandt andet kørte langdistanceløb.

Sejren er fantastisk. Følelsen, når man kører først over målstregen og får vist det ternede flag. Lykønskningerne, først i radioen hvor man jubler med teamet, og senere på præmiepodiet med pokaler og champagne. Lykkefølelsen holder for det meste ved i nogle dage, hvor man er helt urørlig og er fyldt med en utrolig selvtillid.

Men hvad er egentlig en sejr? Er det udelukkende når du står øverst på skamlen med pokalen i hånden at du kan få følelsen af at have vundet? Ikke nødvendigvis, er min erfaring.

Jeg har i min tid som coach arbejdet med mange kørere, hvor en løbssejr slet ikke var på tale, og hvor de alligevel oplevede store personlige sejre undervejs i karrieren. Sejre, som ikke blev belønnet med pokaler, men for altid står tilbage som store oplevelser og succeser. De sejre markerer store skridt i deres personlige udvikling.

Det kan for eksempel være gokartkøreren, som tager skridtet til bilsport. Det første år kan det være en stor udfordring at klare skiftet fra gokart til Formel Ford, 1600 Challenge eller hvad man nu har besluttet sig for. Både teknisk såvel som mentalt er der kæmpe forskel på de to ting – selvom både gokart og bil har fire hjul, motor og rat.

For nogle har sejrene slet ikke noget at gøre med at køre bilen. Jeg har set en del kørere som af forskellige årsager er endt med at tale sig selv ned – altså ubevidst ødelægge deres egen selvtillid op til eller under en løbsweekend. Sådan et negativt mønster kan vendes – men det kan være hårdt arbejde, hvis det er noget man har gjort i lang tid.

Den personlige sejr, som jeg mener er vigtigere at fokusere på, kan i gokartkørerens tilfælde være noget så “simpelt” som at have forbedret sin performance på et fokusområde i hver eneste session under en løbsweekend – det kan f.eks. være at køre stabile omgangstider eller blive en bedre starter.

Det er vigtigt at sætte nogle små, realistiske og opnåelige mål når man vil udvikle sig. Det gælder både for helt konkrete præstationer, og for mentale forandringer. De små forbedringer vil hele tiden give følelsen af fremgang og en tro på at det større mål kan lykkes. Samtidig er det en utroligt effektiv måde at udvikle sig på.

Som jeg ser det er sejre mange ting. Men de vigtigste sejre er de personlige, hvor man har vundet over sig selv og nået et mål man har sat for sig selv. For det er man nemlig selv 100% herre over.

Jeg har selv oplevet det engang. Faktisk var det endda en sejr – en stor sejr – som viste sig at have endnu større betydning på lang sigt.
Tilbage i 1994 vandt jeg Danmarksmesterskabet i gokartklassen Formel A. Det var en stor sejr for mig, for hele optakten til finalen gik med at min far – og egentlig også jeg selv – ikke troede at jeg havde hverken materiel eller talent til at komme frem i rækkerne. Gokarten var i hvert fald ikke de bedste i klassen, men at jeg ikke skulle have talentet til at vinde…?

Men jeg vandt. Dansk mester blev jeg. Foran både Magnussen og andre navne, som senere har gjort det langt bedre end jeg. Men selvom jeg ikke havde vundet hele skidtet, ville det have været en fantastisk sejr for mig alene da jeg kom i finalen.

På det tidspunkt var jeg nået til et punkt hvor lav selvtillid og manglende motivation gjorde at jeg ikke kørte ret gode resultater hjem. Og det er altså ikke rart, når man ikke helt tror på projektet…

For mig var sejren hjemme da jeg kvalificerede mig til finaleheatet. Dér vidste jeg med mig selv, at jeg kunne vinde racerløb, og at jeg var talentfuld. At jeg senere skulle vinde hele mesterskabet, havde jeg slet ikke tænkt på, for jeg havde allerede vundet over min manglende selvtillid. Og jeg havde fundet glæden og motivationen til at arbejde målrettet.