fbpx

“Meget mere værd end flere hestekræfter”

Det handler ikke om hvad du kører i – det handler om hvordan, du kører. Det er mottoet for Trackdayklubben, hvor et stigende antal danskere med benzin i blodet årligt slipper deres biler løs under kontrollerede forhold på rigtige racerbaner.

Hans Bakken Hansen er én af dem. Efter at have udvist mådehold og opført sig som en snusfornuftig familiefar mens børneflokken voksede op, blev belønningen for nogle år siden placeret i garagen: En ufornuftig og hyleskæg Mazda MX5 af anden generation. En lille åben sportsvogn med baghjulstræk og kræfter nok til at have en sjov dag på FDM Jyllandsringen.

“Jeg kan huske at jeg så modellen i Schweiz inden den kom til Danmark tilbage i starten af 1990’erne, og jeg vidste bare at jeg en dag måtte have sådan en stående”, husker Hans Bakken Hansen. Der skulle alligevel gå en del år, før bilen holdt parkeret foran huset i Varde, men der gik ikke længe før nyerhvervelsen skulle afprøves på banen.

Hans måtte hurtigt indse, at der er stor forskel på at være en god og sikker billist, og at være en hurtig kører på racerbanen. Mazda’en havde ellers fået monteret en god undervogn og større bremser, men der manglede noget: Teknik.

Bremsetræner og ideallinjer

“Det irriterede mig, at jeg ikke rigtigt følte mig i kontrol over bilen, for jeg vidste at jeg ikke kørte hverken effektivt eller stærkt. Ad omveje hørte jeg om Tommy Schröter og hvordan han arbejder med mennesker for at gøre dem bedre bag rattet – så ham måtte jeg have fat i.”

Den første oplevelse med Tommy Schröter blev i hans træningslokale, hvor Hans Bakken Hansen efter en indledende snak blev sendt i simulatoren. Og så gik der ellers teknik i den:

“Tommy kom hurtigt ind på, at jeg skulle arbejde benhårdt med teknikken. Så vi startede med hans bremsetræner, hvor jeg skulle forsøge at bruge bremsepedalen til at følge en kurve på skærmen. Det så ret nemt ud, da han demonstrerede det, men det var godt nok noget af en udfordring.”

Med den rigtige bremseteknik kan en lille Mazda godt følge med en stor BMW.

Der blev også tid til at køre en håndfuld omgange i simulatoren, inden næste møde skulle foregå på en rigtig racerbane. Her startede Tommy med at køre et par omgange med Hans i passagersædet på sin Mazda MX5 for at vise ideallinjer og bremsepunkter. Derefter byttede de to plads, og Hans kørte efter Tommy’s instruktioner.

Gevinsten kom på første trackday

“Den nye bremseteknik virkede med det samme, og jeg havde meget mere kontrol over bilen fra start. Tommy var en skarp dirigent, som meget præcist styrede mig gennem bremsepunkter, apex og exit (midten og udgangen af svinget), uden at jeg egentlig følte mig stresset.”

Sidst på dagen kom beviset på at noget var sket. En nyere BMW M5 overhalede den lille Mazda på langsiden – men den fik ikke lov til at trække væk. I løbet af en dags tid havde Hans nemlig fået så meget styr på bremse- og svingteknik, at den lille og motormæssigt underlegne Mazda fløj gennem svingene.

“Det var vildt! Jeg kom meget hurtigere gennem svingene og fik det optimale ud af bilen. Og jeg slap ikke taget i BMW’en! Én af de andre fra Trackdayklubben kom forbi senere og sagde at det var fedt at se hvordan jeg havde hægtet mig på så hurtig en bil – sikke et rush!”

“Tommy har en helt unik måde at arbejde med mennesker på. Han ankommer i højt humør og giver én fornemmelsen af, at han har glædet sig helt vildt til at skulle på banen sammen, og selvom han i mit tilfælde havde flere kørere på programmet den dag, var han enormt nærværende og fokuseret på hvordan han bedst kunne rykke mig. Og så er han næsten umulig at misforstå, når han sidder og instruerer kørslen.”

Inden sidste års trackday-sæson overvejede Hans Bakken Hansen om han skulle investere i flere hestekræfter til den lille japanerbil. Det fik Tommy hurtigt talt ham fra:

“Man kan jo få sådan en kompressor, så motoren kommer op omkring 240 hestekræfter … men som Tommy sagde, så er det intet værd, hvis ikke jeg kan udnytte de kræfter, den har i forvejen. Så jeg har investeret i lidt flere timer i Tommy’s simulator og med ham i passagersædet – det får jeg vist mere ud af!”