Hvor mange penge er en halv million?

Tommy Schröter - Motorsport CoachNewsHvor mange penge er en halv million?

Hvor mange penge er en halv million?

Det er let at blive fartblind i en sportsgren hvor alt det sjove begynder på den dyre side af 100.000 kroner. Hvor mange penge er det egentlig, der skal anskaffes, når et budget er på 500.000 kroner? Og hvordan får du held med at finde dem?

I motorsport er det ikke kun talent som er afgørende for hvor glorværdig en karriere, du kan skabe dig. Det kræver mange penge at komme godt igang, og beløbet for at nå helt til tops – altså dér hvor du måske kan begynde at tjene en skilling på dit talent – er ganske enkelt enormt. Ud fra mit kendskab til budgetter rundt omkring skal du forvente at bruge et sted mellem 5-10 millioner kroner før du – måske – har nået et punkt hvor du kan tjene penge på at være racerkører i GT-mesterskaber rundt omkring i verden. Og igen er der ufatteligt mange om buddet, så held er en afgørende faktor i det spil.

Hvis vi kigger på et fornuftigt gokart-budget, så vil udgifterne til en sæson ligge omkring 150.000 kroner. Hvilket også svarer til en fabriksny VW Up 1,0 TSI, sådan i grove træk. Det er, i runde tal, også lige omkring en kvart million kroner før skat.

Altså: Mange penge.

Står du uden en krone på lommen og skal finde 150.000 kroner; hvilket beløb skal du så jagte hos dine potentielle sponsorer?

5.000 kroner? Det kræver 30 sponsoraftaler á 5.000 for at ramme målet.

15.000,- så? Det kræver kun 10 aftaler – men kan du overbevise 10 virksomheder om at investere 15.000,- hver i dit projekt?

Det optimale er selvfølgelig at finde én der betaler hele gildet, men med mindre at du tager snakken med Onkel Bertram på det helt rigtige tidspunkt til julefrokosten, er det nok et “op-ad-bakke”-projekt. Ikke at du ikke skal gøre forsøget, hvis du fornemmer at chancen er til stede…

Du vil uden tvivl også støde på den lille udfordring, at en virksomhed i dag ikke giver mange penge fra sig til “velgørenhed” eller “hjertesponsorater”, hvor de udelukkende betaler for at støtte en god sag. Jo større beløbet er, desto mere forventes der at komme tilbage til virksomheden. Enten i form af eksponering eller arrangementer, events eller noget helt tredje.

For at kunne levere en modydelse til sponsoren er det ikke unormalt at bruge et sted mellem 30-50% af pengene på at give dem tilbage igen i form af events, gaver og andet. Så hvor mange penge skal du i virkeligheden finde for at have de 150.000 kroner?

På SponsorCamp kommer Jan Jespersen til at tage en dybere snak omkring sponsorater, omkostninger og – ikke mindst – hvordan du får kontakt til en masse potentielle sponsorer til de kommende sæsoner. Derudover kan du høre mere om personlig branding, sociale medier for sportsfolk og lære mere om at bruge video i din markedsføring af dig selv.

Det er den 25. november på Tronsøskolen i Grindsted. Det koster 1200,- plus moms at være med, og du tager derfra med masser af inspiration og en solid værktøjskasse til din sponsorsøgning.

Se mere på www.tommyschroter.dk/sponsorcamp